Partner Line Rix er netop blevet udpeget af videnskabsminister Helge Sander som kommende medlem af Rådet for Teknologi og Innovation.
Rådet for Teknologi og Innovation har til formål at styrke den fremtidige vækst og innovation i erhvervslivet gennem teknologi- og innovationspolitiske initiativer. Rådets arbejde består af to dele. Den ene er at rådgive videnskabsministeren om teknologi- og innovationspolitik, mens den anden er at administrere de initiativer, som henlægges til rådet af ministeren.
De øvrige medlemmer er blandt andre adm. direktør Lars Mikkelgaard-Jensen, IBM, Dekan Ulla Margrethe Wewer fra Københavns Universitet og adm. direktør Freddy Svane fra Landbrugsraadet.
Line Rix er derudover blandt andet medlem af bestyrelserne for Dansk Design Center og Danish Design Association samt medlem af regeringens følgegruppe for designpolitikken.