Vellykket realisering af ny forretningsstrategi er en del af baggrunden for Børsens kåring af 1508 til gazellevirksomhed.
For tredje år i træk er 1508 at finde blandt erhvervslivets vækstelite. Det bekræfter Børsens nylige kåring af årets gazellevirksomheder, hvor designvirksomheden indtager en plads. Kun 248 virksomheder i Danmark kan præstere at være Gazelle for tredje gang i træk.
For 1508s vedkommende skal baggrunden for kåringen blandt andet ses i den vellykkede realisering af en ny forretningsstrategi, der med forstærket fokus på digitale medier, identiteter og services har haft stor gennemslagskraft.
- Det er glædeligt, at vores ambition om at tilbyde full-service designløsninger, der spænder over alt fra konceptudvikling til teknisk implementering har båret frugt, siger partner Line Rix, der blandt andet oplever større og længerevarende kundeengagementer som konsekvens af forretningsstrategien.
Hvert år uddeler Børsen gazelle-prisen til virksomheder, der over en fire-årig periode mere end har fordoblet omsætningen. Finanskrisen har som andre steder resulteret i øget økonomisk fokus, men til trods herfor forventer 1508 også at komme ud af 2009 med et positivt resultat.