Aktuelt [19.12.2008]

Fra vision til webløsning

Henning Larsen Architects er kendt både herhjemme og ude i verden for sit levende og bæredygtige byggeri, hvor eksempelvis Operaen i København har høstet mange roser. Selvom bygningerne taler for sig selv, er hjemmesiden ligeledes en vigtig del af firmaets ansigt ud ad til, og her er et løft tiltrængt.

Det nye site skal kunne afspejle den særlige visuelle vision, som arkitektfirmaet arbejder ud fra; en søgen efter det særegne og signifikante. Derudover er det naturligvis vigtigt at skabe en fleksibel designløsning, som firmaet let kan modellere videre på i takt med, at nye projekter ser dagens lys, hvilket indebærer en mere redigerbar hjemmeside og et nyt cms. Der er tale om en uhyre konceptuel tilgang til projektet for at sikre, at de særlige værdier og visioner, som er knyttet til Henning Larsen Architects, træder frem i den æstetiske navigation.

1508 er gået ind i et tæt samarbejde med Henning Larsen Architects for igennem dialog og workshops at skabe en sammenhængende og visionær løsning, hvor strategi, design, Informationsarkitektur og teknisk implementering går op i en højere enhed.

Bag Henning Larsen Architects’ ønske om at relancere hjemmesiden ligger således et behov for at kunne kommunikere mere åbent og fleksibelt, end tilfældet er med den nuværende flash-baserede hjemmeside.  En mere brugervenlig struktur vil gøre det lettere at skabe en dialog med såvel nuværende som potentielle kunder gennem nyhedsbreve og andre tiltag. Ligeledes vil en modernisering af hjemmesiden få arkitektfirmaet til at fremstå som den åbne og moderne virksomhed, den er, samt gøre det lettere for brugerne at orientere sig på hjemmesiden.

Du er her: ForsideAktueltNyhederHenning Larsen Architects :: Fra vision til webløsning

1508 A/S, Wilders Plads 13A 2., 1403 København K  T 7025 1508  F 7027 1508   info@1508.dk