Luften var fuld af entusiasme, da digitalbranchens nye forening
ADDA i går blev stiftet på en første generalforsamling. Blandt de
engagerede tilhørere var repræsentanter fra en lang række
digitalbureauer.
ADDA (forkortelse for Association of Danish Digital Agencies) skal
styrke fællesskabet blandt de digitale bureauer ved at øge såvel
synlighed som viden om de digitale discipliner.
På generalforsamlingen blev i første omgang udpeget tre
indsatsområder: PR/ekstern kommunikation, netværk/viden i branchen
og professionalisering af branchen. Fem arbejdsgrupper blev nedsat,
og resultatet kan komme på bureauer og kunder til gode i form af
tids- og økonomibesparelser ved eksempelvis forbedrede guidelines
for udbud.
Bestyrelsesformand er Søren Pommer (VerticPortals). De øvrige
bestyrelsesmedlemmer er: Joacim Jeppesen (Valtech), Anders Uttrup
(Creuna), Mikkel Jespersen (1508), Steen Enegaard (Deducta), Rikke
Clausen (Magnetix), Claus Sølvsteen (Peytz & Co) og Kristoffer
Ewald (Guava). Suppleanter er Steffen Hersholt (DIS/PLAY) og
Bettina Sherain (TripleLBI).
ADDA er en selvstændig forening med egen bestyrelse og
samarbejdsaftale med Huset Markedsføring. Både Huset Markedsføring
og ADDA tilbyder medlemmerne fordele ved den nye partner-relation.
Interesserede i den nye forening kan indtil videre kontakte Jan
Maagaard via jm@markedsforing.dk.