
Banedanmark er ansvarlig for driften og udviklingen af et sikkert dansk jernbanenet. Dette gør Banedanmark leverandør af et produkt, der ofte først registreres af brugerne, når det ikke fungerer - ved forsinkelser, aflysninger og nedsættelser af togenes hastighed. I flere tilfælde har dette bragt Banedanmark i offentlighedens - og politikernes kritiske spotlys.
Hvad gør man så, når man ønsker at nuancere og konkretisere både offentlighedens og politikernes opfattelse af problematikken. Hvis man på pædagogisk - og levende vis gerne vil forklare de tekniske, vejrmæssige og økonomiske aspekter, der samlet set betyder, at banen er i en sådan tilstand, at der er behov for en milliardinvestering?
1508 indgik i et samarbejde med Banedanmark om, at løse denne problemstilling, ved udviklingen af en interaktiv præsentation af jernbanen. Præsentationen skulle synliggøre Banedanmarks fokus på sikkerhed, arbejdsforhold, banens aktuelle tilstand og endelig organisationens evne til at løfte opgaven.
Alle indholdselementer skulle understøtte det centrale budskab om, at en investering i jernbanen vil skabe konkrete og målbare forbedringer for alle banens passagerer. Præsentationen skulle primært målrettes mod de trafikpolitiske ordførere og pressen. Den sekundære målgruppe var pendlere og embedsmænd.
Der blev lagt vægt på at udarbejde en pædagogisk og interaktiv visning af, hvordan jernbanen fungerer samt hvilke dele, banen består af. Det skulle være muligt at tilgå præsentationen på flere niveauer, hvor det var muligt at få et overordnet indtryk, ved blot at klikke sig igennem præsentationen. Men præsentationen af banen skulle også være en form for leksikon, så brugeren, der ønsker meget specifik og grundig viden, også kunne blive serviceret.
Den interaktive præsentation skulle være en integreret del af bane.dk. Derudover skulle det være muligt at kopiere præsentationen på en Cd-rom til distribution samt visning uden internetadgang. Det betyder i praksis, at Banedanmark vedligeholder præsentationen dynamisk som et website, således at informationerne altid er opdaterede og dermed løbende kan kopieres til Cd-rom med det senest opdaterede indhold. Denne løsning gør, at Banedanmark ikke behøver at få lavet en masse CD-rom´er, som hurtigt er forældede og dermed ikke kan anvendes.
Vi valgte at udvikle præsentationen som en animeret Flash løsning, så brugeren kunne navigere horisontalt i en billedkollage, der også inkluderede video med ansatte ved Banedanmark, som forklarede - og uddybede emnerne.
Banedanmarks problemer blev hørt og forstået - og fik efterfølgende tildelt hele den ønskede bevilling på 4.1 milliarder kroner.
Leverancen blev en Cd-rom og et subsite, der hentede dynamisk indhold via en XML fil, som 1508 har udviklet koncept, design, Flash programmering og produktion af Cd-rom til.