15081508 A/S

Cases

De københavnske teatre i
rampelyset på nyt website
med fokus på online salg

kbht.dk har åbnet de virtuelle døre og giver de københavnske teaterkunder endnu mere at se frem til. For første gang er salget af billetter til mere end 50 forestillinger samlet på en salgsportal, hvor kunden får mulighed for at få rabatter, tilbud på relaterede produkter og tilmelde sig klubber og tjenester.

En stærk visuel ramme om billetsalget

Udviklingen af en stærk visuel identitet til Københavns Teater kombineret med et website som ramme for online salg af billetter til seks teatre stod højest på agendaen, da Københavns Teater og 1508 i foråret 2007 indledte deres samarbejde. Den nyetablerede organisation Københavns Teater står for både støtte af drift og markedsføring af seks teatre i København: Betty Nansen, Camp X, folketeatret.dk, Nørrebro Teater, Østre Gasværk Teater og Det Ny Teater.

1508 gennemførte sammen med Københavns Teater en kort og intens koncept- og designproces op mod lanceringen af både den visuelle identitet samt websitet kbht.dk som det kommunikative og salgsmæssige omdrejningspunkt.

Slideshow

Visuel identitet for et teater som ikke er et teater

Udfordringen i den visuelle identitet har været at formidle historien om Københavns Teater som den organisatoriske ramme om og fundament for den scenekunst, der udformer sig på de seks tilknyttede teatre. Københavns Teater er ikke et teater i sig selv. I logo´et bruges en karakteristisk typografisk stil, der knyttes tæt til det grafiske T, hvori spotlys skal ses som en genkendelig reference til livet på scenen. Ligeledes er sort den bærende farve i identiteten og bruges som reference til det dragende mørke sceneunivers. Ved at holde identiteten stram og minimalistisk åbner man samtidig op for, at de seks teatres visuelle identiteter kan leve indenfor rammerne, hvilket især kommer til udtryk på nettet.

Livet er blevet lidt nemmere for den københavnske teatergænger

Med det fælles website er det blevet nemmere for den københavnske teatergænger at overskue og købe billetter til en stor del af de teaterforestillinger, der finder sted i København. Det gælder hvad enten man allerede kender til en specifik forestilling, har en specifik dato man gerne vil i teatret på eller har præference for et bestemt teater.

Det nye website tager højde for disse forskellige brugerbehov og knytter samtidig de seks teatre sammen på en måde, som ikke er set før. Ved at skabe en fælles ramme for præsentationen af forestillinger, nem adgang til online billetsalg samt fokus på krydssalg på tværs af de seks teatre opnås en øget synergi, som i sidste ende skal opfylde målsætningen om et øget antal solgte billetter inden for teaterfællesskabet.

Klub 1. række skal knytte teatergængerne endnu tættere til teatrene

Ud over at udvikle visuel identitet og websitet kbht.dk har 1508 hjulpet Københavns Teater med at udvikle et koncept til en ny teaterklub. Tanken bag klubben er at knytte brugerne endnu tættere til de 6 teatre via forskellige former for tilbud, ekstra fordele og konkurrencer. Oplevelsen af merværdi er central, og klubben skal være ét af de elementer, der får klub-medlemmerne til at vende tilbage til kbht.dk og de tilknyttede teatre gang på gang.

Den nye visuelle identitet, websitet og Klub 1. række er de første af en lang række tiltag, der skal være med til at skabe synergi mellem de seks københavnske teatre – synergi, der skal kunne ses både i mediebilledet og på billetsalget.


Du er her: ForsideCasesCaseoversigtKøbenhavns Teater

1508 A/S, Wilders Plads 13A 2., 1403 København K  T 7025 1508  F 7027 1508   info@1508.dk