f15081508 A/S

Cases

800.000 borgere,
15.000 ansatte,
én visuel identitet

Region Sjælland så dagens lys den 1. januar 2007 og forgrener sig fra Gedser i syd til Nykøbing-Rørvig i nord. Da regionen skal kommunikere med mange typer brugere, havde den brug for en stærk og samlende visuel identitet - for både medarbejdere og regionens nye borgere.

Fra amt til region

Region Sjælland er en sammensmeltning af Roskilde, Storstrøms og Vestsjællands Amter. Den nye region skal derfor samle mange tråde både mellem de tidligere amters medarbejdere og regionens nye borgere, hvorfor der ligger en særlig opgave i at opbygge og udvikle relationer og netværk til regionens mange interessenter; fra borgere og erhvervsliv til staten og EU.

Region Sjællands opgaver falder inden for tre kerneområder, sundhedsvæsenet, socialområdet og den regionale udvikling, hvorfor det er vigtigt, at den nye region fra starten af markerer sig visionært inden for erhvervspolitik og social- og sundhedsområdet.  Visionerne for den nye region er blandt andet at blive en vækst- og velfærdsdynamo i samspil med København, samt at regionen skal være borgernes førstevalg, når det gælder sundhed, job, bosætning og placering af virksomheder.

Fleksibelt design og fælles værdier

Formålet med den nye visuelle identitet er at bygge en stærk fælles platform, der såvel internt som eksternt skaber genkendelse og sammenhæng i kommunikationen, således at den nye identitet baner vejen for regionen i medarbejdere og borgeres bevidsthed.

En væsentlig forudsætning for projektets succes var, at den visuelle identitet blev baseret på et fælles grundlag, samt at den er så fleksibel, at den nemt kan anvendes i regionens mange medier af både professionelle og lavpraksisbrugere uden at miste sit særpræg. Resultatet blev et dynamisk design, der understreger regionen som et område for vækst, udvikling og initiativer. 

Designets bomærke, der er en grafisk repræsentation af bogstavet S, symboliserer samarbejde og udvikling med et rundt, organisk og boblende udtryk. Designets enkelthed er med til at styrke genkendeligheden og skabe en klar afsender, og designet som helhed bliver dermed en vigtig faktor i en troværdig formidling af regionens værdier og budskaber. Region Sjælland har således fået et redskab til at positionere sig selv både udadtil og indadtil og dermed skabe et stærk fundament for regionens fremtid.


Du er her: ForsideCasesCaseoversigtRegion Sjælland

1508 A/S, Wilders Plads 13A 2., 1403 København K  T 7025 1508  F 7027 1508   info@1508.dk